Søg støtte

Søg

Nyhed -

TryghedsGruppen fik et resultat på 20 mio. kr. i årets første kvartal

De første tre måneder af 2026 har for TryghedsGruppen budt på et resultat på 20 mio. kr. Samtidig har repræsentantskabet vedtaget en medlemsbonus, og TryghedsGruppens ejerandel af Tryg er nu næsten oppe på 50 pct.


TryghedsGruppen opnåede et resultat på 20 mio. kr. i årets første kvartal. Det er en nedgang i forhold til sidste år, hvor årets første kvartal gav et resultat på 760 mio. kr. En væsentlig del af resultatet sidste år skyldtes dog TryghedsGruppens salg af ejerandelen i SATS, der medførte en indtægt på 550 mio. kr.

Det betyder, at vi senere på året kan udbetale i alt ca. 1,25 mia. kr. i medlemsbonus.

Jørn Rise Andersen, formand for TryghedsGruppen

”Det har været et tilfredsstillende kvartal for TryghedsGruppen. Blandt andet har repræsentantskabet vedtaget en medlemsbonus på 7 pct. af forsikringspræmierne for 2025. Det betyder, at vi senere på året kan udbetale i alt ca. 1,25 mia. kr. i medlemsbonus. Samtidig er uddelingsrammen for TrygFonden øget fra 700 mio. kr. i 2025 til 775 mio. kr. i 2026, hvilket giver os mulighed for at øge indsatsen for trygheden i Danmark på en række af TrygFondens indsatsområder,” siger Jørn Rise Andersen, formand for TryghedsGruppen.

Fortsat stigende ejerandel af Tryg

Tryg iværksatte i første kvartal et aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr. TryghedsGruppen har ikke deltaget i aktietilbagekøbet og har dermed øget sin ejerandel af Tryg. Ved udgangen af kvartalet var TryghedsGruppens ejerandel af Tryg således steget til 49,8 pct. mod 48,6 pct. i første kvartal sidste år. Programmet blev afsluttet i maj og TryghedsGruppen har derefter en ejerandel på ca. 49,9 pct. TryghedsGruppen har fortsat et mål om at øge ejerandelen af Tryg til over 50 pct., hvilket forventes at ske senere på året.

Uddelinger fra TrygFonden

TrygFonden har uddelt 120 mio. kr. i årets første kvartal og har blandt andet støttet følgende to projekter:

  • Syddansk Universitet har modtaget 7,3 mio. kr. til at undersøge unges tobaks- og nikotinbrug i Danmark med særligt fokus på nye nikotinprodukter, som er med til at gøre nikotinbrug blandt unge til et voksende folkesundhedsproblem.
  • Københavns Universitet har modtaget 8,1 mio. kr. for at undersøge, om sociale medier fremmer eller hæmmer demokratisk inklusion i Danmark. Formålet er at kortlægge, hvem der deltager i den politiske debat online, hvem der bliver set og hørt, og hvem der modsat forlader debatten.

Har du spørgsmål?

Robert Neimanas

Pressechef