Det Kærlige Måltid: Frivillige laver mad til sygdomsramte familier

Det Kærlige Måltid spreder omsorg gennem mad

Duften af tomat og timian breder sig i køkkenet, mens knivene taktfast hakker grøntsager til gryderne. Om lidt er dagens råvarer forvandlet til mere end 250 måltider med köfte, boller i karry og tomatsuppe, der leveres til 30 familier i en svær tid.

Først klargør preppere råvarerne, derefter tager kokkene over og tilbereder retterne, og til sidst sørger budene for, at maden når frem. Tilsammen danner de 3 hold hele kæden bag Det Kærlige Måltids arbejde i Odense. TrygFonden støtter initiativet, der siden starten i 2018 har involveret mere end 900 frivillige.

For familier som Sayyads, hvor begge sønner kæmper med leukæmi, betyder det ikke bare mad i køleskabet, men ro midt i kaos.

”Når det hele vælter, og drengene har haft det hårdt, så ved jeg, at der er mad i køleskabet. Det giver en grundlæggende ro,” fortæller faren til de 2 drenge, Matyoo Sayyad. Han er én af de mange, der har oplevet, hvad Det Kærlige Måltid betyder.

Hyg & hak en gang om ugen i fællesskabet

En af de frivillige i Odense er Kent Konradsen, som er på prepperholdet. Han er 68 år, pensionist og bor i et seniorfællesskab i udkanten af Odense. I december 2024 mistede han sin kone til ”den forbandede kræft,” som han siger, men før det nåede han og konen faktisk selv at være modtagere af kærlige måltider. En dag i januar besluttede han sig:

”Jeg skulle ikke sidde alene hjemme og være ulykkelig. Jeg tænkte: ”Jeg må give tilbage.” Det Kærlige Måltid betød ufatteligt meget for os, da Kirsten var syg. Lad mig gøre det samme for andre og samtidig være en del af et større fællesskab.” 

Så nu går han til ”Hyg & Hak”, som de kalder det på prepperholdet, en gang om ugen. Her, fire måneder efter sin kones død, har han det bedre. 

”Men jeg bliver her. I lang tid endnu,” lyder det, mens han hakker videre på endnu et løg. 

Köfte, boller i karry og tomatsuppe

”Hej Frede,” lyder det fra Simone Tommerup, der fungerer som faglig koordinator hos Det Kærlige Måltid i Odense, og som sammen med køkkenansvarlig Morten Klit er de eneste ansatte.

Ind ad døren kommer 18-årige Frederikke Arentoft Jelle med et lidt hektisk udtryk i ansigtet. Hun går i 2.HF, har sidste skoledag om 3 dage, skal op i alle fag og har haft 4 moduler i dag. Så hun er kommet lidt senere end de 5-6 andre unge, kærlige kokke, der har kastet sig over ugens menu og allerede er i gang med både köfte, boller i karry og tomatsuppe.

Frederikke har været kærlig kok i godt 1 år. Det var egentlig hendes veninde, der i første omgang hørte om Det Kærlige Måltid, men hvor veninden siden er hoppet fra, er Frederikke blevet. 

Alle ønsker at hjælpe og at gøre en forskel

”Vi er meget forskellige, selvom vi alle er unge på kokkeholdet. Her er både folkeskoleelever og universitetsstuderende. Men fælles er vel, at vi alle ønsker at hjælpe. Det helt store plus ved at være her er, at man kan mærke, at man gør en forskel,” forklarer Frederikke, der nævner Kent Konradsen som et af de mennesker, der har gjort indtryk på hende. 

”Jeg skrev faktisk et kærligt kort til ham dengang, han var modtager. Pludselig så jeg ham i køkkenet en dag for nogle måneder siden og hørte hans historie om, hvor stor en lettelse det var at få de her måltider. Her mærkede jeg, hvad det er, vi gør her. Hvilken betydning det har,” siger Frederikke. 

Kærlige kort til alle familierne 

De kærlige kort er et andet uomtvisteligt element ved Det Kærlige Måltid: Det er håndskrevne kort, som de frivillige kokke skriver til hver enkelt familie, og som kommer med, når de kærlige bude afleverer maden. I dag skriver Frederikke blandt andet et kort til Isaac, som er 3 år gammel og har leukæmi. 

”Kære Isaac. Så blev det onsdag, og det betyder mad fra os i Det Kærlige Måltid. Du skal vide, at vi tænker på dig og din familie. Som altid er maden propfyldt med masser af kærlighed og næring.” 

Frederikke har sat sig ved et bord i lokalet ved siden af køkkenet. Hun er gået lidt i stå. 

”Jeg mærker altid lige efter, hvad jeg skal skrive, og i mellemtiden plejer jeg at tegne på kuverten. Nu er Isaac jo et barn, og det første, han ser, er jo den, så jeg kan godt finde på at tegne Paw Patrol eller sådan noget.” 

Hun ender med at tegne en båd med et rødt flag, der sejler på havet. 

”Måske står Isaac her og vinker. Vi skal også have en sol.” 

Hun betragter kuverten. 

”Så. Det var det. Nu er min kreativitet sluppet op.” 

Hun griner. 

”Men den er da fin, ikke?”, siger hun og holder kuverten oppe. 

Taknemmeligheden gør stort indtryk

Marlene Jakobsen er 51 år og arbejder til daglig som personaleleder hos Novo Nordisk i Kalundborg. I et lille år har hun været kærligt bud, og det er hende, der blandt andet skal køre forbi 3-årige  Isaac og hans familie og levere mad til dem.

”Det, der gør mest indtryk, er den taknemmelighed, man bliver mødt med. Jeg står der på dørtrinnet og kan se, hvor rørte de bliver. Jeg tror, det er lettelse, jeg ser hos dem: De her familier, som både er unge familier med børn, ældre ægtepar. Fælles for alle er, at de ved, at de i de næste par uger har én ting mindre at bekymre sig om.” 

Det er kommet bag på Marlene Jakobsen, hvor mange, der rent faktisk er frivillige. 

”Det fortæller mig, at vi i bund og grund er født ordentlige, hvilket jo er håbefuldt. Gid det dog ville smitte af globalt. Men det findes i mennesket; det uselviske.” 
Hun rejser sig. De unge har pakket de sidste måltider til familierne, og Marlene Jakobsen tager den køletaske, der skal hjem til Isaac. Frederikkes kort lægger hun øverst. 

Når bare det at handle er uoverskueligt

”Ej, Isaac. Se. Der står ” Isaac” på kortet. Det er til dig. Kan du åbne det?”, lyder det fra Christina Sayyad, der har sat sig på hug i døråbningen for at tage imod måltiderne – og kortet.

Isaacs tvillingebror Benyamin kigger ivrigt med. For 1 år tilbage var det hans navn, der stod på kuverten. Men i dag har begge drenge været i børnehave i et par timer. Sidst Benyamin var i daginstitution var for 1 år siden, og for Isaac er det 6 måneder. 

”Kan du sige tak for mad til damen, Isaac?”

”Tak, tak, tak. Mad, mad, mad,” lyder det fra Isaac, der vinker til Marlene og hjælper sin far, Matyoo Sayyad, med at bære maden ind i køkkenet og sætte den i køleskab og fryser. 

Det er anden gang, familien Sayyad får mad fra Det Kærlige Måltid. I begge tilfælde var det ikke dem selv, der søgte om det, men Christinas arbejdsplads. Ingen af dem havde overskuddet – og har det på flere måder fortsat ikke, selvom de er igennem det værste - midt i et familieliv præget af hospitalsindlæggelser, et utal af møder med læger, socialrådgivere og institutionspersonale, økonomiske overvejelser og den konstante, tilbagevendende tanke: 

”Overlever mine børn?” 

Når der er mad i køleskabet, er der ro på

”Vores liv har været kaos, og vi er ofte udmattede. Bare det at handle er uoverskueligt. For begge drenges vedkommende er det afgørende, at de ikke kommer i kontakt med bakterier, de ikke kender i forvejen,” forklarer Matyoo. 

”Som eksempel kostede en familiefødselsdag os 6 ugers indlæggelse, hvoraf 4 af dem var i isolation,” forklarer Matyoo, der er ovenud taknemmelig for maden fra Det Kærlige Måltid. 

”Når det er hat og briller herhjemme, når drengene har haft det hårdt, og de har kastet op, så ved jeg, at der er mad i køleskabet. Det giver en helt grundlæggende ro,” forklarer Matyoo. 

Det føles, som om kortet er fra nogen, man kender

For Christina Sayyad er det især det personlige brev, der er betydningsfuldt. 

”Når man står her, og ens liv er ændret for altid, så er der tegnet en Batman eller en Spiderman på et kort, der er stilet personligt, og det er håndskrevet. Det føles som nogen, man kender.

Nogen, man er tæt på. Familiært, næsten. I hvert fald kærligt,” forklarer Christina Sayyad. 

”Jeg kan se, det betyder noget for dem, der leverer det, og jeg håber, de kan se, det også betyder meget for os at modtage det.” 

Fremtidsdrømme for Det Kærlige Måltid

For stifteren af Det Kærlige Måltid, Charlotte Thyberg, er fremtidsdrømmene klare: Hun ønsker, at organisationen kan få mulighed for at vokse: 

"Min drøm er, at Det Kærlige Måltid kan hjælpe endnu flere familier i en svær tid. Vi har allerede udvidet til flere byer og engageret hundredvis af frivillige. Skal det fortsætte, kræver det, at vi finder en ny, bæredygtig økonomisk model. Det håber og tror jeg på, vil lykkes."