Søg støtte

Søg

29. april 2026

GAME Streetmekka i Aalborg: Gadeidræt samler unge i nye fællesskaber i Nordjylland

GAME Streetmekka i Aalborg er et samlingssted for børn og unge, der dyrker sport og streetkultur i frie og uorganiserede rammer. Her kan alle være med, uanset hvem man er, og hvad ens baggrund og ballast er. TrygFonden, og dermed dig som medlem , har været med til at gøre det muligt, at langt flere unge i udsatte positioner kan være med.
Tekst
Christian Nørr
Foto
GAME Streetmekka
GAME Streetmekka Aalborg fejrer fødselsdag
Fejring, fællesskab og fart på: Børn og unge samles i GAME Streetmekka i Aalborg, hvor 7-års fødselsdagen markeres med streetbasket og leg. Her er der plads til alle – og til at skabe nye fællesskaber på egne præmisser.

Skaber plads til gadeidræt og streetkultur på unges præmisser

I GAME Streetmekka er der få regler og højt til loftet. Her står den på gadeidræt og streetkultur på de unges egne præmisser, og når de har tid og lyst. Huset – der er en gammel industrihal i Aalborg, der har fået den helt store makeover – er åbent for alle. Også dem, der af forskellige grunde ikke føler sig hjemme i det organiserede sports- og foreningsliv. 

Støtte gør det muligt for flere unge at være med

Med støtte fra TryghedsGruppens regionale råd i Nordjylland, der repræsenterer alle ca. 130.000 medlemmer i det nordjyske, er det nu muligt at invitere langt flere unge med. 

Vi skaber rum, hvor unge kan fejle, prøve igen og finde deres egen vej – i et fællesskab.

Anja Lyngsø, leder af GAME Streetmekka i Aalborg

Styrker trivsel gennem sport, kreativitet og fællesskaber

Målet er at styrke de unge socialt og personligt ved at få dem ind i huset og med til de mange sports- og streetaktiviteter, som foregår næsten døgnet rundt. Det er bl.a. streetbasket, gadefodbold, breakdance og en lang række sociale arrangementer som fællesspisninger og koncerter – ofte arrangeret af de unge selv og frivillige i huset. 

Desuden giver donationen fra TryghedsGruppens regionale råd i Nordjylland mulighed for, at de unge kan deltage i et kursusforløb kaldet ”Art lab”, hvor de omsætter deres tanker og følelser til kunstneriske udtryk gennem streetart-sessioner med teknikker inden for sketching, spraying og stencils. 

Streetmekka giver de unge ejerskab og rum til at forme deres eget fællesskab

Det handler således ikke kun om sport og kunst, men også om at forebygge ensomhed, mistrivsel og utryghed gennem positive fællesskaber, som man skaber sammen.   

Anja Lyngsø, leder af GAME Streetmekka i Aalborg, fortæller: 

”Vi arbejder med gadeidræt, gadekultur og fællesskaber, men i virkeligheden arbejder vi også med mod, trivsel, forebyggelse og fremtid for – og sammen med – de unge. Vi skaber rum, hvor unge kan fejle, prøve igen og finde deres egen vej – i et fællesskab, der griber dem, og hvor de unge i høj grad skaber deres eget mødested.” 
 
GAME Streetmekka i Aalborg

Streetmekka i Danmark

  • GAME arbejder med gadeidræt og streetkultur over hele Danmark. 
  • I næsten 25 år har målet været at skabe positive sociale forandringer gennem gadeidræt og streetkultur på de unges egne præmisser. 
  • Alle kan være med. Der er plads til alle, og man behøver ikke være medlem
  • Der er fire store faciliteter rundt om i Danmark: København, Esbjerg, Aalborg og Viborg. Ofte i gamle industribygninger. 
  • TrygFonden har støttet GAME Streetmekka adskillige gange de seneste år med cirka 4,5 mio. kr. 

Se mere: www.game.ngo

Derfor er Streetmekka også under konstant forvandling. Det er et hus, der hele tiden udvikler sig i takt med, hvem der tager initiativerne og sætter retning. Og hvad de unge selv vil. Netop ejerskabet til stedet fremhæver Anja Lyngsø som helt afgørende for, at det er relevant for de unge: 

”At drive et Streetmekka kræver, at vi hele tiden er nysgerrige på, hvad unge har brug for nu – i dag – og vi må aldrig tage for givet, at det, der virkede i går, også virker i morgen.” 

Huset i Aalborg er tilgængeligt for alle unge i Nordjylland og samtidig et eksempel på, hvordan I som medlemmer – via TrygFonden og TryghedsGruppens regionale råd i Nordjylland – er med til at støtte fællesskaber, der skaber tryghed og muligheder for flere.  

Har du spørgsmål?

Pia Hansen

Donationschef