Søg støtte

Søg

Nyhed -

Ny app hjælper med at holde alkoholforbruget nede

Danskernes samlede alkoholforbrug steg i 2020 under coronapandemien, viser tal fra Danmarks Statistik. Den nye app AlkoLog vil hjælpe ikke mindst de mange mennesker, som ønsker at reducere forbruget uden helt at stoppe.


Danskerne undervurderer deres eget alkoholforbrug, og hver tredje kender ikke de officielle anbefalinger for, hvor lidt man bør drikke, viser undersøgelser. Samtidig vil hver anden dansker selv gøre noget ved det, hvis de finder ud af, at de drikker for meget.

Derfor lancerer Alkohol & Samfund og TrygFonden appen AlkoLog. Den skal hjælpe med at holde styr på, hvor meget man drikker og giver tips til, hvordan man kan skære ned.

Der er stadig et enormt gab mellem danskernes forståelse af eget forbrug og det reelle forbrug

Frederik Mühldorff Sigurd, projektchef, TrygFonden

Under coronapandemien er der desværre sket en samlet stigning i alkoholforbruget, hvor især vinsalget er steget. På trods af, at værtshuse, diskoteker og restauranter har været lukket i en lang periode, har danskerne drukket endnu mere hjemme og øget det samlede alkoholforbrug. Det er bekymrende, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen, og fortsætter:

"Et flertal af danskerne synes, at alkohol fylder for meget i vores kultur. Der bliver drukket for meget, og de fleste har en opfattelse af, at det ikke er dem selv men deres venner eller familie, der drikker for meget. Det er en misforståelse, og appen AlkoLog kan hjælpe mange med at få et bedre indblik i, hvor mange genstande de drikker. Vi kender alle situationen, hvor alkohol kommer på bordet, uden at man egentlig har lyst til det eller bedt om det. AlkoLog er et godt redskab til at fjerne sløringen og gøre genstandene tydelige," siger Bjarne Stenger Elholm.

Hver fjerde dansker drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefaling, som er syv genstande om ugen for kvinder og 14 genstande for mænd. Men hver tredje dansker kender ikke genstandsgrænserne. Grænserne er lavet for at mindske risikoen for at udvikle en lang række alvorlige sygdomme, blandt andet flere kræftsygdomme.

AlkoLog giver tip og reminder

I AlkoLog kan man indtaste alle de genstande man drikker, hvornår man typisk gør det og i hvilke sammenhænge. App’en sender også remindere til ens telefon og kommer med tips til, hvordan man skærer ned på forbruget.

"Der er stadig et enormt gab mellem danskernes forståelse af eget forbrug og det reelle forbrug. AlkoLog kan hjælpe til en større bevidsthed om, hvor meget, hvor og hvornår man drikker, og vi håber, at mange vil bruge appen til at få et sundere forhold til alkohol," siger Frederik Mühldorff Sigurd, projektchef, TrygFonden.

AlkoLog

AlkoLog giver nem adgang til et overblik, den er anonymiseret og kan hjælpe de mange danskere, som ikke vil stoppe med at drikke, men blot sænke forbruget. Alkolog har desuden masser af baggrundsviden og giver også en direkte linje til rådgivningen på Alkolinjen, hvis man har spørgsmål eller kommentarer. 

Har du spørgsmål?