Søg støtte

Søg

Nyhed -

Her er verdens største kortlægning af det digitale civilsamfund

Tre ud af fire i Danmark er en del af digitale fællesskaber. Alle aldersgrupper er stærkt repræsenteret, og omkring hver sjette er digital frivillig, viser en ny undersøgelse, som Os & Data og TrygFonden står bag.


I Danmark er vi vilde med foreninger og fællesskaber. Det gælder også i den digitale verden.

En helt ny kortlægning – baseret på 27 digitale platforme, 48.000 grupper og 170 millioner medlemskaber – viser, at de digitale fællesskaber i den grad er vigtige for os.

76 pct. er en del af digitale fællesskaber, og det er i overvejende grad grupperne på Facebook, vi er aktive i.

Der er sjældent nogen, der klapper, når en ophedet debat i en gruppe bliver stoppet, før den løber af sporet

Natasha Al-Hariri, projektchef i TrygFonden

Det er også på Facebook, flest angiver at være digital frivillig. Tæt på en femtedel af deltagerne i undersøgelsen fortæller, at de er digital frivillig som fx moderator, administrator eller lignende. De bruger altså deres fritid på at luge ud i hadtale, slette misinformation, drive samtaler fremad og besvare henvendelser fra medlemmer og eksterne. Og det er essentielt for den digitale samtale, fortæller Natasha Al-Hariri, der er projektchef i TrygFonden

”Selvom ’big tech' og sociale medier har været i modvind, er det stadig langt de fleste i Danmark, der er en del af et eller flere digitale fællesskaber. De digitale frivilliges indsats i fællesskaberne er ofte usynlig. Der er sjældent nogen, der klapper, når en ophedet debat i en gruppe bliver stoppet, før den løber af sporet, og man får ingen medaljer for at godkende opslag. Men de digitale frivilliges indsats er bemærkelsesværdig og fuldstændigt afgørende for vores digitale fællesskaber,” siger Natasha Al-Hariri.

Resultaterne fra rapporten blev præsenteret på et stort digitalt topmøde i Odense den 29. august. Nedenfor kan du se fem af de hovedkonklusioner, som rapporten indeholder.

5 hovedkonklusioner fra rapporten

76 pct. af danskerne er en del af digitale fællesskaber

I vores tidligere rapporter har vi særligt haft fokus på, hvordan danskerne forsamler sig på Facebook. Nu, når vi breder blikket ud og inkluderer andre sociale medieplatforme, kan vi se, at hele 76 pct. af danskerne er en del af et digitalt fællesskab. Her debatterer de alt fra skærehaver, IT og aktier til sundhed, sorger og lokal byudvikling. Dette er kernen i det digitale civilsamfund.

9 ud af 10 danske unge er en del af digitale fællesskaber

Vi finder, at de alleryngste i samfundet ikke blot er passive forbrugere af deres sociale medier sammenlignet med andre aldersgrupper. 89 pct. af de 15-20-årige er en del af digitale fællesskaber på deres sociale medieplatforme, mens 82 pct. af de 21-30-årige er en del af digitale fællesskaber. Lidt over halvdelen af den ældste aldersgruppe (71+-år) er en del af digitale fællesskaber. At være en del af digitale fællesskaber har altså bred appel; uagtet hvor mange år man har på bagen.

Facebook er stadig den platform, hvor flest danskere er aktive

Metas platforme dominerer toppen af listen over de platforme, hvor flest danskere er aktive. Her ligger Facebook i den allerøverste top, da 78 pct. af danskerne er aktive her. Facebook er altså stedet, hvor størstedelen af danskerne vælger at oprette, drive og deltage i digitale gruppefællesskaber, og det er også den platform, hvor flest danskere angiver at være digitale frivillige

Det ‘sociale’ ved sociale medier er ikke forsvundet

Hvis sociale medier forduftede, så er det hinanden, vi ville savne. Når vi spørger ind til, hvad danskerne ville savne mest, hvis sociale medier lukkede i morgen, svarer de nemlig, at særligt det at følge med i venner og families liv samt chatfunktionen ville blive savnet. Det er ikke overraskende, men det er værd at hæfte sig ved: for på trods af at sociale medier besidder egenskaber, der giver anledning til reelle bekymringer, eksisterer der stadig en social funktion, som synes at være bevaringsværdig.

Blot 0,002 pct. af danskerne har haft et reelt opgør med Big Tech

Trods kritikken af måden Big Tech driver deres platforme på er cementeret i den offentlige debat, er det de færreste danskere, som reelt vælger at forlade disse platforme. Vi finder, at kun 0,002 pct. af danskerne er både aktive på alternative platforme, såsom Oase og Meningspunktet, og har samtidig også forladt forladt Big Techs platforme til fordel for alternativerne.

Download vores rapporter

Her kan du downloade vores rapporter om Danmarks digitale fællesskaber og de digitale frivillige, der driver dem.

Har du spørgsmål?

Natasha Al-Hariri

Projektchef