Søg støtte

Søg

Nyhed -

Vi øger TrygFondens uddelinger med 20 mio. kr.

Vores repræsentantskab har netop besluttet at hæve uddelingsniveauet med 20 mio. kr., så TrygFonden næste år støtter tryghedsskabende aktiviteter med op til 700 mio. kr. På dagens repræsentantskabsmøde blev det også besluttet at bevare den nuværende model for udbetaling af medlemsbonus. Derudover blev et forslag vedtaget, der skal fremme kønsbalancen i bestyrelsen.


De seneste par år har rammen for TrygFondens generelle aktiviteter været op til 650 mio. kr. om året suppleret af en særlig ramme på op til 30 mio. kr. til strategiske regionale initiativer, som besluttes og planlægges af TryghedsGruppens fem regionale råd. Uddelingsniveauet på 650 mio. kr. forhøjes nu til 670 mio. kr., og den særlige ramme på 30 mio. kr. bevares, hvorved det samlede uddelingsniveau bliver op til 700 mio. kr. i 2025.

”Det er vigtigt for TryghedsGruppen at understøtte et vedvarende højt uddelingsniveau for TrygFondens almennyttige arbejde. Da rammen for uddelinger ikke reguleres automatisk, har vi besluttet at øge den med 20 mio. kr., så vi kan fastholde et højt aktivitetsniveau i arbejdet med at styrke trygheden i Danmark”, siger Jørn Rise Andersen, bestyrelsesformand i TryghedsGruppen.

Det er vigtigt for TryghedsGruppen at understøtte et vedvarende højt uddelingsniveau for TrygFondens almennyttige arbejde

Jørn Rise Andersen, bestyrelsesformand i TryghedsGruppen

Fastholder model for udbetaling af medlemsbonus

Muligheden for at udbetale bonus til medlemmerne blev vedtaget af TryghedsGruppens repræsentantskab i 2015 for at skabe en tættere tilknytning til medlemmerne. Repræsentantskabet har efterfølgende hvert år besluttet at udbetale medlemsbonus, og TryghedsGruppen har i årene 2016-2024 udbetalt i alt ca. otte mia. kr. i medlemsbonus.

Højesteret fastslog i 2023, at TryghedsGruppens medlemsbonus hos private skal beskattes som personlig indkomst. I lyset af dette og erfaringerne med bonusmodellen i øvrigt har TryghedsGruppen overvejet, om alternativer til den eksisterende bonusmodel kunne være attraktive. På dagens møde anbefalede TryghedsGruppens bestyrelse dog at fastholde den nuværende model for udbetaling af medlemsbonus, hvilket repræsentantskabet tilsluttede sig. Jørn Rise Andersen siger i den anledning:

”Vi har vurderet, at TryghedsGruppens bonusmodel fungerer efter hensigten og understøtter vores strategiske mål om en stærk medlemsrelation og vores medlemmers oplevelse af at være en del af et værdifuldt fællesskab. Hertil kommer, at den nuværende model er letforståelig og giver medlemmerne en kontant bonus uden bindinger. Alt i alt ser vi fortsat vores medlemsbonus som et væsentligt og værdifuldt element i arbejdet med at skabe en tættere relation til vores medlemmer.”

Sammensætning af bestyrelsen

På repræsentantskabsmødet blev det også besluttet, at bestyrelsen fremover, når den indstiller kandidater til valg til bestyrelsen, skal sikre, at det er muligt for repræsentantskabet at sammensætte en bestyrelse med en ligelig kønsfordeling. TryghedsGruppens bestyrelse har otte medlemmer og en ligelig fordeling vil indebære, at der er mindst tre kvinder og mindst tre mænd i bestyrelsen.

Har du spørgsmål?

Robert Neimanas

Pressechef