Det kan være udfordrende at bruge kunstig intelligens på en god måde. Du skal have digitale evner for at få teknologien til at arbejde for dig, og du skal kunne tænke kritisk og gennemskue, hvornår du kan stole på den – og hvornår du ikke kan.
Og de nye krav bekymrer en stor del af befolkningen. Det viser en rapport fra TrygFonden.
59-årig kvinde i rapportenDem, der ikke er uddannet, tror jeg, bliver hægtet af
Borgerne er nervøse for, at den nye teknologi kan være med til at skabe et A- og et B-hold i samfundet. 4 ud af 10 svarer, at de er bekymrede for selv at få sværere ved at følge med i samfundsudviklingen, hvis de ikke kan bruge kunstig intelligens. 6 ud af 10 er bekymrede på vegne af andre grupper i samfundet.
”Dem, der ikke er uddannet, tror jeg, bliver hægtet af. Der kommer en underklasse af folk, der ikke er med på den vogn der,” siger en 59-årig kvinde i rapporten.
Og det er en udvikling, vi bør holde tæt øje med, forklarer Peter G.H. Madsen, der er projektchef i TrygFonden.
”Det er ikke nyt, at der er folk, der er gode til at udnytte digitale værktøjer, og andre der enten ikke kan eller ikke ønsker det. Men kunstig intelligens kan være med til forstærke de forskelle, vi allerede ser i samfundet og skabe en endnu større kløft mellem dem, der nyder gavn af teknologien, og dem, som ikke har de samme muligheder,” siger Peter G.H. Madsen.
”Jeg føler, alle er hjernevasket af AI”
For en betragtelig del af befolkningen handler det ikke kun om at blive tilmeldt et kursus, så de kan blive klogere på kunstig intelligens.
Tal fra TrygFondens rapport viser, at ca. hver tredje slet ikke ønsker at anvende den nye teknologi. 34 pct. vil så vidt muligt forsøge at holde den ude af deres eget liv. Det er en stigning på 11 pct. point, siden TrygFonden senest gennemførte undersøgelsen i 2024.
”Jeg har en følelse af ikke at kunne stole på instanser, der bruger det. Jeg føler, alle er hjernevasket af AI, imens jeg selv gør alt for at undgå det,” forklarer en anonym borger i rapporten.
Peter G.H. Madsen, projektchef i TrygFondenVi kan ikke overlade det til Silicon Valley at bestemme, hvordan så vigtig en teknologi påvirker vores liv
Hvis mange vælger at give kunstig intelligens den kolde skulder, kan det have betydning for samfundets evne til at høste de gevinster, der er ved teknologien. Og samtidig risikerer vi at tabe en stor del af befolkningen, fortæller Peter G.H. Madsen.
”Hvis vi skal udnytte fordelene ved AI og sikre os, at så mange som muligt får glæde af teknologien, er det vigtigt, at befolkningen har en stærkere stemme i debatten. Vi kan ikke overlade det til Silicon Valley at bestemme, hvordan så vigtig en teknologi påvirker vores liv. Vi skal bestemme over teknologien, ikke omvendt."